- Tid
- 19:00 - 21:00
- Pris
- Billet: 25 DKK
- Sted
- Scenen
- Bibliotek
- Roskilde Bibliotek
- Adresse
-
Dronning Margrethes Vej
14
4000 Roskilde
Danmark
Liv Duvå kommer til Roskilde for at tale om sin nyeste roman ”Ned fra himlen”, der handler om en ung mor på flugt, og som samtidig er et portræt af Velfærdsdanmark. Maria har impulsivt forladt sit liv og sin datters far. Med den lille Sonja indlogerer hun sig midlertidigt hos sin moster Janne, der driver en rideskole for socialt udsatte børn i Brøndby Strand.
Oppe i højhusene bor Marias mor, Vibeke, med sin hund, Skat. Vibeke elsker sin plads i himlen og udsigten over Køge Bugt, men nu skal hendes hjem rives ned. Højhusene, der i sin tid blev anlagt for at give arbejderne lys og frisk luft, har vist sig at være fulde af kemisk gift. Maria har for længst afbrudt kontakten til sin mor, som har et alkoholmisbrug. Nu hvor Maria selv har fået et barn, opstår der alligevel en skrøbelig ny samhørighed.
Men der er noget, som spreder sig fra højhusene blandt dyr og mennesker og videre ud på havet. Et filmhold begynder at følge beboerne i betonen. Maria må modvilligt række ud til Sonjas far, der er fra en ressourcestærk familie. Og så kommer der besøg fra kommunen.
I sin samtale med bibliotekar Karen-Margrethe vil Liv bl.a. komme ind på sit arbejde med romanen og karaktererne, tale om at vende tilbage til sin hjemstavn og dele sine tanker og refleksioner om Velfærds Danmark, giftig forurening og klasse.
Om Liv Duvå: Hun er opvokset i Brøndby Strand og debuterede i 2017 med romanen Vi er vel helte, for hvilken hun modtog Bodil og Jørgen Munch-Christensens-debutantpris samt en præmiering fra Statens Kunstfond.
Hendes anden roman, Rosenreglen (2019), blev nomineret til Politikens Litteraturpris. Siden har hun udgivet langdigtet Jeg vil have en statsminister (2021) og romanen Mødrenes hus (2022), som blev sat op som teater på Mungo Park. Desuden er hun en del af kollektivet Moderelementet, som i 2024 udgav en antologi om omsorg og forældreskab.
Liv Duvå er for romanen ”Ned fra himlen” blevet indstillet til DR romanprisen, og bliver derfor læst landet over af en masse læseklubber.
Bibliotekerne er for alle og er indrettet, så du også kan komme rundt med kørestol, rollator eller barnevogn. Læs mere om vores adgangsforhold på Roskilde Bibliotek