Gebyrfri lån på Roskilde Bibliotekerne fra 1. januar 2025
Fra den 1. januar 2025 kan du låne bøger og andre materialer på Roskilde Bibliotekerne uden at bekymre dig om gebyrer – selv hvis du skulle komme til at aflevere lidt for sent.
Af Charlotte Kobberøe Fink
I Roskilde Kommune har Byrådet besluttet, at du som låner på Roskilde Bibliotekerne ikke længere skal betale gebyrer, hvis du kommer til at aflevere for sent. Tiltaget skal overordnet bidrage til en stærk læsekultur i kommunen.
Gebyrfri lån betyder selvfølgelig ikke, at du kan beholde bøgerne derhjemme i månedsvis. Du vil stadig få besked fra os, når afleveringstiden nærmer sig, og vi sender også hjemkaldelser ud.
Vi vil stadig gerne have bøgerne tilbage til tiden, så dine medborgere også kan få glæde af dem.
Vi ved, at bl.a. unge og børnefamilier har været bange for at glemme at aflevere og derfor har afholdt sig fra at låne på biblioteket. Nu er den barriere fjernet, og vi håber, at endnu flere får lyst til at bruge biblioteket.
Erfaringer fra andre biblioteker viser, at gebyrfri lån ikke kun øger antallet af lånere, men også bidrager til, at flere afleverer til tiden, og at færre lånere blive udelukket fra at bruge bibliotekets tilbud. Vi håber på at se den samme positive effekt i Roskilde.
Så lån endelig løs af spændende bøger, musik, film, spil og tidsskrifter! Vi minder dig om, hvornår det er tid til at aflevere, hvis vi har din e-mailadresse :-)
Det betyder det for dine lån
- Fra 1. januar 2025 kommer der ikke længere gebyr på, selv om du kommer til at aflevere lidt for sent.
- Du får en besked fra os 4 dage før lånetiden udløber, og vi sender også stadig hjemkaldelser ud.
- Hvis det lånte materiale ikke bliver afleveret inden 42 dage, eller det er ødelagt, vil du modtage et erstatningskrav.
- Hvis du skylder mere end 500 kr. for erstatning, blokerer vi for nye lån, indtil det fulde beløb er betalt.
- Gamle gebyrer bliver ikke nulstillet, så hvis du har fået gebyrer inden 1. januar 2025, skal de selvfølgelig betales.