Musik

Den moderne klassiske musik

Der har det sidste årti været et paradigmeskifte i den moderne klassiske musik.

Af Sofie Jekel

Tags

Til musikelskeren Anbefalinger

Der har det sidste årti været et paradigmeskifte i den moderne klassiske musik, hvor indgangen til genren har været lettere og mindre højtideligt for nye, unge lyttere. Tendensen viser sig i en bevægelse til flere genrer, hvor specielt det filmiske, ambiente og elektroniske møder det postminimalistiske og neoklassiske. Her er to eksempler på nyere klassisk musik, som udfordrer den klassiske genre, og hvor der stadig er rum for de velkendte episke udtræk. Begge album har fået det gule kvalitetstempel med udgivelsen på det gamle ærværdige pladeselskab Deutsche Grammophon.

Max Richter – Voyager: essential Max Richter (2019)

En af mest indflydelsesrige skikkelser i den moderne klassiske musikscene er britiske Max Richter, som længe har været en fast bestanddel af avantgarden i kraft af hans populære crossover mellem det moderne neoklassiske og mødet med minimalismen. Voyager er hans første opsamling og kurateret af Richter selv. Blandt numrene er Vivaldis efterhånden noget fortærskede De Fire Årstider, der her får friske forårsfornemmelser med nye elektroniske toner, samplinger og loops. Det er smukt og kontemplativt, og hvor også gamle feinschmeckere af værket kan være med. På dobbeltalbummet er desuden det bedste fra hans forrige soloalbums samt hans sublime lydspor til film og tv-serier, der kun vokser efter gentagne lyt.

 

Ólafur Arnalds – For Now I am Winter (2013)

Ólafur Arnalds er en ung islandsk multiinstrumentalist, der tog springet som trommeslager i hardcore- og metalbands til nu at være en markant klassisk-elektronisk komponist. For ”Now I am Winter” er hans tredje album fra 2013, som desuden har vokalt gæstevisit af den islandske rockmusiker Arnór Dan. Musikken er en grænsesøgende trippet cocktail af post-rock, pop, jazz og klassisk minimalisme. Det kan lyde skræmmende for selv den mest progressive aficionado af den klassiske genre, men der er et udsøgt samspil mellem Arnór Dans på én gang seje og sensitive falsettovokal, som balancerer flot med eftertænksomme klavertangenter, blide elektroniske elementer og smukke svævende strygere.