Nyheder

Vi søger unge fra Roskilde til at blive skønlitterære aktivister

Er du mellem 18 og 35 år og bor i Roskilde Kommune? Og har du lyst til at skabe skønlitterære fællesskaber sammen med andre unge? Så meld dig som skønlitterær aktivist!

Af Charlotte Kobberøe Fink

Foto af Christopher Egeberg, Nikolai Linares
Fotos: Christopher Egeberg, Nikolai Linares

Hvad er skønlitterær aktivisme? 

Skønlitterær aktivisme er en uddannelse og et frivilligjob for unge, der brænder for at skabe samfundsforandring og arbejde aktivistisk med skønlitteraturen.
Som skønlitterær aktivist bliver du uddannet læseguide og trænet i ambassadørskab, aktivisme og kommunikation.

Som en del af Roskilde Bibliotekerne og Læseforeningens ungeindsats skal du derefter skabe lokale fællesskaber og events med udgangspunkt i skønlitteratur sammen med andre frivillige lokalt i Roskilde. Som skønlitterær aktivist er du derfor med at styrke unges demokratiske stemme. 

Derudover bliver du også en del af et landsdækkende netværk af skønlitterære aktivister, som sammen laver større aktivistiske events, organiserer forfattersamtaler, deltager ved folkemøder og festivaller og udgiver deres eget tidsskrift Tænkegræs.

Sådan bliver du skønlitterær aktivist:

Du skal være mellem 18 og 35 år og bo i Roskilde Kommune og have lyst til at skabe lokale fællesskaber med udgangspunkt i skønlitteraturen. Og så skal du kunne deltage i et gratis uddannelseskursus.

Vi afholder kursus d. 4.- 6. oktober 2024 i Byens Hus i Roskilde. På kurset vil du lære om: 

  • At bruge metoden guidet fælleslæsning, som er en metode til at læse og samtale i fællesskab 
  • At idéudvikle, planlægge og afvikle poetiske, aktivistiske events 
  • At arbejde med kommunikation og formidling 

Hvis det lyder som noget for dig, så send din ansøgning til Mads madslbr@roskilde.dk eller Freja freja@laeseforeningen.dk. I din ansøgning skal du fortælle lidt om dig selv og din motivation for at deltage. Du kan selv bestemme ansøgningens form – du kan skrive, lave en video, et digt, en sang – det er op til dig. 

Deadline for ansøgning er 23. september, og vi afholder løbende samtaler for deltagere. Du er også meget velkommen til at kontakte os, hvis du bare har lyst til at høre mere.