Litteratur

Hvad læser Johanne Bille?

Forfatter Johanne Bille er en passioneret læser med forkærlighed for alt fra queer kærlighedshistorier til rå bandeberetninger. For hende er læsning både eskapisme og tankegods – og du kan møde hende til Roskilde Litteraturfestival.

Af Freja Boye Jørgensen Ummels

Foto af Karen Rosetzsky

Hvad læser eller lytter du til lige nu?

Lige for tiden læser jeg Ditte Holm Bros "Eva & Jeanne", som er noget så spændende som en queer kærlighedshistorie mellem Eva fra Paradisets Have og Jeanne d'Arc. Omslaget siger det hele: Det er en saftig, dragende og klog bog, som bevæger sig mellem genrer meget ubesværet. 

Derudover har jeg en hemmelig besættelse af bande-bøger, som jeg lytter til. Jeg er ganske enkelt vild med at høre om rockere og kriminalitet, mens jeg skriver mine romancebøger. Paradoksalt nok er det for mig et frirum, og jeg lytter altid en times tid, inden jeg går i seng.  

 

Hvad betyder læsning for dig?

Læsning har været vigtig gennem hele mit liv. Som 10-årig læste jeg "Kongens fald", det var den første "voksenbog", jeg læste, og en verden åbenbarede sig for mig, selvom jeg langt fra forstod det hele. Der var så meget på spil i den bog, siderne dirrede, og den følelse jagter jeg stadig nu, når jeg læser. For mig er læsning vitaminer, det er tankegods, og så er det også eskapisme.

 

Hvilke 3 bøger vil du anbefale til andre?

'Kærlighed i koleraens tid' er for mig at se en af de bedste romancebøger nogensinde. Og ja, jeg kalder den en romancebog, for det er en stormende kærlighedsfortælling, der strækker sig over mere end 50 år. Derudover er jeg på snart 10'ende år besat af 'En aften om sommeren' af Duras, som er et stormomsust, tordnende trekantsdrama på mere end én måde. Den er udgået fra forlaget for længst, men man kan være heldig at finde den antikvarisk. Og nå ja, så kommer jeg ikke udenom at nævne 'Stolthed og fordom'. Et must read for alle, der vil blive klogere på både klasse og kærlighed. 

 

Hvad er dit tilflugtssted?

Jeg søger tilflugt i min families sommerhus, hvor jeg går tur med hunden Iglo og skriver. En ro indfinder sig i mig, når bussen nærmer sig Asserbo, og jeg kan mærke naturens puls. En kliché, ja, men ikke desto mere rigtigt. 

Til Roskilde Litteraturfestival lørdag d. 24. maj kan du møde Johanne Bille i samtale med journalist Sarah von Essen om romance og feel-good-romaner. Læs mere her.