Podcastanbefalinger til din sommerferie

Sprøde podcastforslag

Sommerferien står for døren, og hvad er bedre end at forsvinde væk i en spændende fortælling? Uanset om du skal slappe af på solsengen ved poolen, under æbletræet i sommerhuset, eller på vej til din længe ventede destination i flyet, toget eller bilen, har vi podcastforslag klar til dig.

Mit navn er Freja,  og jeg er en passioneret podcast-lytter. Jeg har her samlet en række anbefalinger til din sommerferielytning. I år kan du godt forberede dig på en sommer fuld af spænding, så gør dig klar til at fordybe dig i afsnit efter afsnit af spændende historier.

Tag et dybt åndedrag, læn dig tilbage og lyt med!

Alle podcast er gratis og lige til at downloade, klik blot på deres titel.

DR-LYD, Mørklagt

DR-Lyd: Agent Samsam

Lyt til den drønspændende historie om Ahmed Samsam, der i 2018 blev idømt otte års fængsel i Spanien for at være medlem af terrororganisationen Islamisk Stat, men som hævder at have været hemmelig agent for PET og FE.

Fortællingen om Samsam forløber over 16 afsnit. Jeg kunne slet ikke lægge denne podcast fra mig og slugte simpelthen afsnit efter afsnit.

DR-LYD - Marcela 1989

DR-Lyd: Marcela 1989

Hør en fortryllende historie om 17-årige Marcela Mieres, der blev myrdet i Mågeparken i Avedøre den 9. december 1989 af en endnu ukendt gerningsmand.

Denne fortælling giver myrekryb - men på den gode måde! Fortællingen dykker ikke dybt ned i selve mordsagen, men beskriver Marcelas person på en helt magisk måde. Dette er en historie, hvor du ikke kan undgå at glemme tid og sted, men i stedet lader dig rive med ind i de pårørendes beskrivelse af Marcela og hendes alt for korte liv. Uden tvivl den bedste, smukkeste og mest rørende podcast, jeg har hørt i år (måske nogensinde).

Third Ear - Ruths Hus

Third Ear: Ruths Hus

Hør historien om den religiøse sekt Faderhuset i denne hæsblæsende podcastserie 'Ruths Hus'. Fortællingen begynder i en lille landsby på Lolland, hvor sekten i en årrække havde bosat sig. Herefter tager podcasten os med på en vanvittig rejse om psykisk vold, religiøse overbevisninger og børns forsvinden. Hold på hat og briller gennem denne lytning, for der er fart på for Ruth og hendes religiøse sekt Faderhuset.

Det er nok den mest populære podcastserie i 2024, så hvis du ikke allerede har hørt den, er det bare med at få lyttebøfferne på i en ruf.