Tag på ø-hop i det danske sommerland

10.06.24
Rejs væk i bøgernes verdener og besøg nogle af Danmarks mange øer.

"Håbets ø" er en stemningsfuld og varm roman. Den handler om sorg-bearbejdning, men også om nye venskaber og naturens helende kraft på et itugået hjerte. Går du med en drøm i maven om et idyllisk ø-liv, så forbered dig på, at drømmene sikkert bliver endnu flere, når du har læst denne roman.  

"Løgneren" er en af de store klassikere i dansk litteratur. Johannes Vig, lærer og degn på den lille ø Sandø, skriver dagbog og det er hans optegnelser, som udgør romanen. Han skriver detaljeret og sanseligt om naturen på øen og om de romantiske forviklinger mellem øens beboere. Men som romanen skrider frem, bliver det tydeligt, at vi ikke kan stole på ham som fortæller. 

Nu er vi nået til Møn på vores ø-hop rundt i Danmark. Den fiktive Nyord Højskole i Stege danner ramme for den satiriske roman "Grundtvig er død", som giver et indblik i en heftig højskole-verden med magtkampe og upassende seksuelle forhold. 
 

Tom og hans bror, plejebarnet Nick, vokser op på Lolland, hvor forældrene - trods de bedste intentioner - ikke evner at skabe et godt familieliv. Som voksen bliver Nick kriminel, og da han forsvinder i Thailand, tager Tom afsted for at finde ham. Stærk roman om at vokse op i udkanten af samfundet - og om værdien af søskende. 

Jan vokser op på Bornholm under 2. verdenskrig. Thea er en ung backpacker, der prøver at skabe et dokumentarisk kunstprojekt under sin rejse. Begge kender til følelsen af at stå uden for fællesskaber og prøve at forme sin egen vej i livet. De kender ikke hinanden, men deres veje krydses på skæbnesvanger vis i Thailand i 2004.

Som sidste destination på vores ø-hop får du her en samling noveller fyldt med natur og menneskeskæbner. Rakel Haslund-Gjerrild beskriver små ø-samfund, hvor store og små dramaer udspiller sig i øboernes liv.