Historie

Da sukkerfeberen ramte Roskilde

Den 14. december 1916 stemte danskerne om salget af de dansk vestindiske øer. Prisen lød på 25 millioner dollars og forudsatte at USA anerkendte Danmarks krav på Grønland. I 2017 var det 100 år siden, at de caribiske øer: Sankt Croix, Sankt Thomas og Sankt Jan blev solgt til USA. Danmarks tid som kolonimagt prægede også Roskilde, da en sukkerrus ramte byen.

Af Morten Buhrkarl Witte, historiker 04. juni 2024

Danmark som kolonimagt

Midt i 1600-tallet begyndte dansk-norske skibe at sejle på Vestindien. Danmark begyndte herefter at tjene penge på sukkerindustrien fra plantagerne.

De første sukkerraffinaderier i Danmark blev oprettet i København i 1620. Det var dog vanskeligt at sikre en rentabel drift af et sukkerraffinaderi. Problemet lå i, at sukkeret skulle udvindes af sukkerrør, hvilket betød, at der lå en lang og dyr fragt fra Caribien til Europa, allerede før man kunne begynde på at raffinere sukkeret.

På dette tidspunkt, kunne man endnu ikke udvinde sukker fra sukkerroer, derfor var kolonierne i Caribien yderst attraktive for de europæiske lande. De høje omkostninger forbundet med at fragte sukkeret til Europa betød, at sukker var forbeholdt adel og konge. Det var absolut ikke noget menig mand havde råd til. Derimod var siruppen, et biprodukt af sukkerproduktionen, noget de lavere klasser tog til sig. Som tiden gik, og produktionen af raffineret sukker blev billigere, skød der flere raffinaderier op i landet. Et af dem kom til at ligge i Roskilde.

Roskildes sukkereventyr

I Roskilde er der ét håndgribeligt bevis på denne tidlige sukkerhandel. Nemlig Sukkerhuset i Sankt Ols Stræde. Sukkerhuset blev, som navnet antyder, bygget til at fremstille og raffinere sukker.

Sukkereventyret begyndte da Johan Jørgen Holst d. 22. april 1763, af Frederik d. 5., fik lov til at opføre et sukkerraffinaderi. Der var store penge i sukker, da der ofte var mangel på denne luksusvare i de større byer. Holst mente derfor, at han havde færten af en guldåre, som kunne gøre ham til en velhavende mand.
Sukkerraffinaderiet lukkede efter kun 16 år, men hvad gik galt?

Roskilde bliver sukkersyg

I 1750’erne blev handlen med De vestindiske Øer gjort fri, og råsukkeret begyndte at strømme til Danmark. Johan Jørgen Holst øjnede derfor muligheden for at få sig en del af kagen.

Sukkerhuset og Holsts sukkerraffinaderi kom til at ligge i Roskilde af flere grunde. En af dem har sikkert været, at hans hustru stammede fra byen, og Holst derfor kunne trække på sin kones netværk. To af fru Holsts brødre var nemlig henholdsvis rådmand og borgmester i byen. En anden grund var, at Holst ved at bygge sin fabrik i Roskilde, kunne udgå den konkurrence, som ville være til stede i København, hvor der fandtes flere raffinaderier på den tid.

I Kongens privilegium til Holst fik han ret til at fremstille sukker i Roskilde, under den forudsætning: at råsukkeret stammede fra Dansk Vestindien, at det kun blev solgt i 20 punds partier, at ikke blev solgt i København eller andre steder med kongeligt monopol. Kongen havde endda skænket Holsts medarbejdere skattefrihed, samt at alle varer der blev indført til produktionen, skulle være toldfrie. Der var altså alle forudsætninger for at skabe sig en god forretning.

Holst havde dog et stort problem - penge.

Det at skulle erhverve sig en byggegrund, opføre en fabrik, indkøbe de dyre instrumenter til at raffinere sukker, ansætte en kompetent mester og andre arbejdere, samt at indkøbe råsukker fra København og fragte det til Roskilde indebar enorme udgifter. Udgifter som Holst ikke kunne bære alene. Det var derfor klart, at der skulle kompagnoner til.

Sukkerraffinaderiet blev oprettet som aktieselskab med pengestærke mænd, fra København og Roskilde, som ledende aktionærer. Da investorerne var i hus og fabrikken opført, kunne produktionen gå i gang.

Mytteri på sukkerfabrikken

To år efter sukkerraffinaderiet stod færdigt opstod der dog store problemer.

Sukkermesteren og hans mænd gik i strejke. De havde egentlig ret gode forhold, men alligevel var de ikke tilfredse. Sagen var, at arbejderne var lovet indkvartering på raffinaderiets gård, men efter to år var de endnu ikke flyttet ind. Byens øvrighed, som ikke ville finde sig i at arbejderne ikke gjorde som befalet, beordrede svendene og mester tilbage i arbejde, under trussel om korporlig straf, hvis de nægtede. Mændene mente dog, at de flere gange, både mundtligt og skriftligt, havde gjort opmærksom på, at de ikke havde fået, hvad var blevet dem lovet. Derfor mente de at have retten på deres side.

Ved to møder mellem aktiehaverne, Holst og arbejdsmændene blev en klage over mesteren læst højt. Klagen var foranlediget af Holst, som gerne så mesteren fyret på gråt papir. Holst ønskede at andelshaverne skulle træffe et valg mellem ham eller mesteren, men det ville andelshaverne ikke afgøre. For at bevare æren, solgte Holst i stedet sine andele i virksomheden, mens han vedblev med at være i direktionen til 1766. Et år efter døde Holst, stadig indblandet i den store skandale ved sukkerraffinaderiet på Sankt Ols Stræde.

Sukkereventyret slutter

De interne skænderier i virksomheden var ikke det eneste, som gjorde sukkerproduktionen mindre rentabel. Kongens privilegium om, at man ikke måtte sælge sukker i København, eller andre steder med kongeligt monopol, var også skidt for indtjeningsmulighederne. Det, sammen med transportomkostninger, var dødsstødet for sukkereventyret på Sankt Ols Stræde, og i 1779 blev sukkerproduktionen lukket ned i Roskilde.

Heldigvis står den flotte bygning endnu, og Sukkerhuset har sidenhen haft et liv som pakhus, brandstation og nu som en del af Roskilde Museum. Trods den korte levetid, vil Holsts sukkereventyr altid være en del af Roskilde bys historie.