Fra mark til stationsby
Fra midten af 1800-tallet bredte jernbanen sig gennem Danmark og skabte grundlag for nye bysamfund. En af disse var Viby, hvor stationen – den 12. af sin slags – hurtigt blev et knudepunkt for transport og handel. Stationen har haft en afgørende betydning for Vibys udvikling og har formet byen, som vi kender den i dag.
Af Louise Cecilie Nielsen, historiker

I 1859 åbnede en holdeplads ved Viby på jernbanestrækningen mellem Roskilde og Korsør. Kort efter stationens indvielse åbnede et posthus i stationsbygningen, da posten blev transporteret med tog. I 1860 blev Viby Kro opført, og kroen blev hurtigt et samlingspunkt for rejsende og handlende, der gjorde ophold i byen. Dermed var de første byggesten til stationsbyen lagt.
Den oprindelige stationsbygning blev opført i én etage, men mod slutningen af 1800-tallet blev der tilføjet en ekstra etage, hvor stationsforstanderen kunne bo. Omkring 1900 blev jernbanen udvidet til dobbeltspor. Stationen spillede en central rolle for både persontransport og godstransport, hvor godstog transporterede alt fra levende dyr til møbler, og stationen havde egne pakhuse.
Med stationen som centrum begyndte byen at tage form. I 1910’erne steg indbyggertallet, og Søndergade blev byens hovedgade. Fabrikker og værksteder skød op, blandt andet en sutskofabrik og Tofthøj Mejeri. Der, hvor der før kun var marker, begyndte en stationsby for alvor at tage form.
Viby er i dag stadig et populært sted at bosætte sig på grund af sin centrale beliggenhed og gode transportmuligheder. Selvom stationen i dag er ubemandet, står den stadig som et vigtigt vidnesbyrd om Vibys udvikling.
Historien om Viby Station rummer langt mere, end hvad der kan fortælles her, og den er blot én af de mange fortællinger, der gemmer sig i Ramsøegnens Lokalhistoriske Arkiv. For dem, der ønsker at dykke dybere ned i lokalhistorien gennem fotografier og arkivalier, er arkivet åbent hver torsdag kl. 12-16.
Hvis du vil dykke ned i litteraturen bag klummen, kan du starte med Ramsøbogen – en kommunekrønike 1940-98 af Marianne Johansen, Vestsjællandske jernbaner af Niels Jensen og Træk af Vibys historie i forrige århundrede af Bent Hansen, Leif Bo Poulsen og O. B. Stagsted
Klumme bragt i Sjællandske Nyheder d. 26. marts 2025.