Enevælde, Grundlov & kvinder
Vi hylder grundloven og fejrer demokratiet og 100 året for kvinders stemmeret.
Af Marthe Haarløv, historiker

Med indførelsen af grundloven skiftede styreformen i Danmark efter 188 år med enevælde til konstitutionelt monarki. Den 5. juni 1849 underskrev Frederik 7. Danmarks første grundlov, og satte dermed Frederik 3.s før-demokratiske forfatningslov Kongeloven ud af kraft. Allerede i årene efter Grundlovens indførelse, blev årsdagen markeret som en særlig, nationalt præget festdag.
I dag for 100 år siden fik kvinderne stemmeret til folketinget. Det skete ved grundlovsændringen den 5. juni 1915. Den skelsættende begivenhed blev fejret med et optog i Københavns gader, arrangeret af en række kvindeorganisationer og -stiftelser. Op mod 20.000 festklædte kvinder deltog i optoget, der lagde vejen forbi kongeslottet Amalienborg og Rigsdagen.



